Nummer 1 på listen: Lisbeth Torfing

Lisbeth har siddet i byrådet de sidste 8 år. Hun har gang på gang kæmpet mod nedskæringer og for styrkelse af bl.a. dagtilbud, skoler, hjemmepleje, tilgængelighed, cykelstier, kollektiv transport, hjælp til unge udsatte og en meningsfuld beskæftigelsesindsats.
Hun har også kæmpet for en balanceret byudvikling og stemt nej til veje og boligområder, der går ud over naturen, samt til de store byggerier i Horsens, som senere er blevet stærkt kritiseret, fx Lilli Gyldenkildes Torv.
Lisbeth er 38 år og bor i Grumstrup ved Hovedgård.
Nummer 2 på listen: Lisbeth Ivanhoe

Lisbeth lever og ånder kulturen. Hun er selv kulturskaber, men bruger også mange kræfter på at understøtte andre i at vokse, få erfaring og udfolde sig. Hun har bl.a. gennem mange år været en væsentlig drivkraft i Det Gule Pakhus og de senere år i Fal_k. Hun er nu kulturmedarbejder i Hedensted Kommune, men har tidligere arbejdet i flere andre kommuner, så hun har stor indsigt i, hvordan kommuner bedst kan understøtte et rigt kulturliv.
Lisbeth kommer selv fra en udsat baggrund og har et helt særligt blik for alle dem, der ikke lige passer ind i samfundet, uanset om de er unge, gamle eller midt imellem.
Lisbeth er 41 år og bor i Vestbyen.
Nummer 3 på listen: Allan Skou Larsen

Allan er veteran i lokalpolitik. Han har stillet op til alle kommunalvalg siden 1982 og er tidligere byrådsmedlem.
Allan har gennem alle årene været optaget af at styrke det sociale arbejde, så også de dårligst stillede bliver godt hjulpet. Det gælder fx hjemmehjælp, ældrepleje, støtte til skolernes arbejde med børn, der mistrives, og daginstitutioner, der støtter udsatte børn.
Allan har gennem mange år været optaget af miljøproblematikker. Aktuelt lider vores natur og fjorden af den forurening, det konventionelle landbrug skaber med for meget kvælstof og plantegifte. Kommunen bør opkøbe disse marker, tæt på fjorden, åer og vandløb og indføre økologiske landbrug og gartneri, så kommunen kan få afgrøder til dets institutioner.
Et andet fokus er gode boliger med lav husleje, så alle har mulighed for en ordentlig bolig. Der skal bygges flere almene boliger, helst med plads til natur rundt om, børneleg og flere-generations-bofællesskaber.
Derudover ønsker Allan åen tilbage til byen, at beskytte Nørrestrands unikke natur og udbygning af Horsens Museum og Kunstmuseet.
Allan er 74 år og bor i Østbyen.
Nummer 4 på listen: Grethe Fyrstenberg
![]()
Grethe har lang erfaring som borger i kommunen, både som medarbejder, pårørende og den, der selv havde brug for hjælp. Hun er aktuelt valgt til Seniorrådet og har tidligere været vikarierende byrådsmedlem i en periode.
Hun er aktiv i byens kulturelle og politiske liv og sidder bl.a. i daglig ledelse for Bogcafeen. Derudover deltager hun i lokale bæredygtighedsfællesskaber.
Tidligere har Grethe haft et langt arbejdsliv indenfor psykiatri og handicap. Hun er forælder til fem nu voksne børn, hvoraf fire er bosat i kommunen.
Grethe er optaget af at styrke mulighederne for det gode seniorliv, sikre lighed i sundhed og gøre kulturen tilgængelig for alle. Derudover vil hun kæmpe for bedre og billigere kollektiv transport i kommunen og for bæredygtighed i by og på land.
Grethe er 69 år og bor i Vestbyen.
Nummer 5 på listen: Thomas Stougaard Dalby

Thomas arbejder som montør og er fagligt aktiv i 3F Industrigruppen. Han er også engageret i det faglige arbejde i Enhedslisten.
Thomas har boet i både Kina og Filippinerne i en årrække, hvor han har set andre måder at styre et samfund på. Efter tilbagekomsten til Danmark så han en tydelig højredrejning, som han ikke brød sig om. Han har oplevet ved selvsyn, hvor vigtigt det er at kæmpe for det danske velfærdssamfund. Det gælder, uanset om det er i Folketinget, EU-parlamentet eller lokalt i byrådet, og derfor stiller han op.
Thomas er meget optaget af social retfærdighed og lighed. Derudover mener han, at foreningslivet betyder rigtigt meget for det danske samfund. Foreningsliv så han ikke ret meget af i udlandet, og det gjorde det klart for ham, at foreningerne er limen, der holder
lokalsamfundet sammen. Foreningslivet understøtter de ildsjæle, der skaber indhold, sammenhold og modstandskraft i alle lag af lokalsamfundet. Derfor skal vi kæmpe for at bevare og styrke det.
Thomas er 48 år og bor i Østbirk.
Nummer 6 på listen: Annette Langelykke

Annette lægger mange kræfter i at kæmpe for naturen og miljøet samt at hjælpe udsatte familier. Hun er bestyrelsesmedlem i Horsens-afdelingen af Danmarks Naturfredningsforening, hvor hun aktuelt arbejder med den lokale grønne trepart.
Annette var med til at stifte foreningen Næste Kærlighed Horsens, som deler overskudsmad ud til familier med stram økonomi, og hun er stadig aktiv i det vigtige arbejde for udsatte familier og mod børnefattigdom.
Derudover er hun optaget af at bekæmpe alle former for uretfærdighed, også internationalt, og derfor sidder hun bl.a. i Enhedslistens Palæstina-udvalg.
Annette er 53 år og bor på Sønderbro.
