Børn er drevet af nysgerrighed. Fra de bliver født, udforsker de verden, og hvad de selv kan i den. De fleste børn tilbringer en stor del af deres barndom i dagtilbud og skole. Derfor har vi som samfund et helt afgørende ansvar for, hvordan vi griber børnenes naturlige nysgerrighed, imødekommer den, styrker den og bruger den til både at udfolde et godt børneliv og at forberede dem på et fuldt liv som voksne.
Dagtilbudsloven siger, at formålet med dagtilbud er at ”fremme børns og unges trivsel, udvikling og læring”. Og folkeskoleloven beskriver, at skolen ”fremmer den enkelte elevs alsidige udvikling”. At skolen skal ”skabe rammer for oplevelse, fordybelse og virkelyst, så eleverne udvikler erkendelse og fantasi”.
Alligevel overtager læreplaner alt for ofte børns liv. Når det kommer til stykket, så har man politisk prioriteret de akademiske færdigheder, som kan måles i test, og på den måde har man begrænset alt det, som har stor værdi, men ikke kan sættes på formel.
Der er ingen tvivl om, at livet bliver nemmere, hvis man er god til læse, har helt styr på basal regning og kan føre en almindelig samtale på engelsk. Men behøver alle virkelig vide noget om lige præcis biskop Absalon og de 29 andre kanonpunkter i historie?
Der er mange veje og omveje til læring, og for os er det vigtigste, at børnene kommer ud med nysgerrigheden i behold og, som der fint står i folkeskoleloven, med ”tillid til egne muligheder og baggrund for at tage stilling og handle.” For bliver samfundet ikke mere rigt og samtalerne dybere, hvis vi ved og kan noget forskelligt?