“Enhedslisten vil ikke blot have klassekvotient i skolerne, men også helt ned i detaljen styre, hvordan loftet i den enkelte klasse skal være. (…) Ifølge Pernille Skipper og Enhedslisten er det nemlig ikke nok, at den enkelte kommune i gennemsnit lever op til partiets ønsker om loft over antallet af børn pr. klasse. Nej, optællingen skal være individuel for hver eneste klasse. Forslaget er indlysende ubrugeligt af flere forskellige årsager.”
Sådan skrev journalist Peter Gram 30. oktober i avisens leder (“Enhedslistens idé har social slagside”, red.), hvor han kaldte Enhedslistens forslag for “mikrostyring” – nej, han skrev ikke helt sådan, for jeg har erstattet minimumsnormeringer med klassekvotient for at vise, hvor absurd argumentationen er.
Lad os nu give vores børn i vuggestuer og børnehaver samme lovmæssige beskyttelse, som vores børn i skolerne: tre vuggestue-/dagplejebørn, seks børnehavebørn og 24 skolebørn pr. voksen – ikke som antal ansatte i gennemsnit, men hver dag, hele tiden.
Dokumentaren “Eksperimentet med vores børn” på TV 2 viser, hvordan også børn i en velfungerende institution i dag overlades til sig selv og har ned til seks minutters udviklende voksenkontakt på en lang dag.
Det er hjerteskærende og dybt bekymrende på børnenes og samfundets vegne.
Det er derfor vigtigt, at vi får rigtige minimumsnormeringer, som ikke medregner ledere og vikarer og ignorerer lange åbningstider i beregningen.
SF’s forslag vil desværre langtfra være nok til at rette op på det. Horsens har nemlig ifølge SF’s regnemetode henholdsvis 3,4/3,2 (vuggestue-/dagplejebørn) og 6,2 (børnehavebørn) og er altså tæt på minimumsnormeringer.
Et billede, som næppe svarer til forældrenes oplevelse!
Peter Gram påstår, at det vil føre til social skævvridning, fordi kommunerne så ikke vil give ekstra midler til institutioner med mange socialt udsatte familier. Men den effekt har klassekvotienten altså ikke haft på skoleområdet. Skoler med mange udsatte elever får i Horsens betydeligt mere pr. elev.
Slutteligt kalder Peter Gram det “en hån mod de offentligt ansatte” og nævner “overdreven målstyring”.
Men minimumsnormeringer er efterspurgt af mange ansatte og BUPL, og der er jo ikke tale om målstyring, men ressourcegaranti.
Det er absurd at kalde det en hån mod de ansatte at sikre dem ordentlig tid til at udøve den omsorg og pædagogiske udvikling af børnene, som de er uddannet til.