Følelsen af afmagt har ulmet længe – både i Horsens Folkeblads spalter og på sociale medier. Fredag 3. september vågnede vi op, og afmagten var allestedsnærværende i gadebilledet på plakater og bannere rundt om i byen:
“Created By The Poor – Stolen By The Rich – Nyt Pakhus Nu!”
Det Gule Pakhus kunne noget særligt; et powerhouse af kultur, kreativitet, initiativ og handlekraft for en gruppe mennesker, der ikke umiddelbart passer ind i byens andre kulturtilbud.
Nu er Pakhuset blevet fusioneret til ukendelighed. Der skal være plads til det hele: VIA-studerende, øvelokaler, caffe latte, koncerter og studiepladser – og Det Gule Pakhus forstås.
Der er konstrueret en “One size fits all”-løsning, hvor man undervejs har kørt de oprindelige brugere af huset længere og længere ud på et sidespor. Så langt at de er helt sat udenfor indflydelse og ikke føler sig hjemme mere. Deres hus er blevet taget fra dem.
Problemet med “One size fits all” er, at det ikke passer alle. Det passer til den brede midtergruppe. De fleste. Men ikke alle. Og Det Gule Pakhus var jo netop for dem, der ikke tilhørte den brede midtergruppe.
Hvor er det ærgerligt, at vi i en kulturby som Horsens kun har ambitioner om kulturtilbud til brede flertal; stadionkoncerter med fadøl, weekendkreativitet og bibliotekstid til børnefamilierne og kunst i gågaden. Vi burde have plads til undergrundskultur, som ikke nødvendigvis er for alle.
Vi burde have plads til Det Gule Pakhus
Jeg har fuld forståelse for ønsket om et nyt pakhus. Et sted, hvor brugere af Det Gule Pakhus kan genskabe det, som de har set forsvinde mellem hænderne på dem.
Det bør vi have plads til. Det skal vi have plads til. For vi er jo en kulturby, er vi ikke?